Teater: It’s all my fault

Et teaterstykke om naturvidenskab, ungdom og eksistentiel søgen: Teenageren er en vildfaren satellit i kredsløb om noget, der både er velkendt og uforståeligt. Han ved meget. Nu vil han røre ved det.

“It’s all my fault” er et teaterstykke for unge, en dannelsesrejse og en abstrakt fortælling om nærvær, frihed og om at være helt ny i en meget gammel verden. Jeg skrev dialog og monologer på oplæg fra Teater GraenseLoes i samarbejde med instruktør og medvirkende.

Forestillingen havde premiere 26.02.16 på Nationalmuseet i København.

Se mere: http://graense-loes.dk/?forestilling=its-all-my-fault 

Fra forestillingen:

“Jeg ved, at for 13,8 milliarder år siden var universet på størrelse med en tanke, og pludselig udvidede det sig.

Jeg ved, at atomerne fjernede sig fra hinanden og skabte afstande. At der blev dannet stjerner og galakser af stjerner. Og der var stjerner, der døde og blev til støv og af det støv, blev der dannet planeter og måner og meteorer.

Jeg ved, at der blev dannet en skorpe på en brændende kugle, og over denne skorpe svævede gasarter, der blev til en atmosfære og der kom planter og der kom dyr.

Mærkelige små dyr og store plantelignende dyr, der svømmede rundt i en flydende kombination af grundstofferne ilt og hydrogen, som vi kalder vand.

Jeg ved, at goplerne og planterne er levende, selvom de ikke kan tænke.

Jeg ved, at der opstod dyr, der kunne se og høre og mærke.

Jeg ved, at der var flader af Jordens overflade, der ragede op over vandet, og at der kom dyr og planter på disse overflader

Jeg ved, at der opstod racer af dyr som forsvandt og racer af dyr, der fortsatte med at forplante sig og ændre sig.

Jeg ved, at nogle af disse dyr rejste sig på to ben og fik hænder og fingre de kunne bruge til at gribe ting og smadre ting.

Jeg ved, at i hundrede tusinder af år levede disse mennesker i små flokke og spiste, hvad de kunne fange og finde.

Jeg ved, at menneskene begyndte at tale sammen og at de begyndte at tale sammen om mere, end hvad de kunne se

Jeg ved, at indtil for nogle tusinder af år siden var der flere slags mennesker på jorden.

Jeg ved, at Homo Sapiens udraderede alle andre menneskearter.

Jeg ved, at Homo Sapiens spredte sig over hele kloden og ændrede kloden uden selv at ændre sig genetisk.

Jeg ved, at der var sabeltigre i Amerika indtil menneskene kom. Og at der var kæmpekænguruer i Australien indtil menneskene kom.

Jeg ved, at menneskene begyndte at indrette naturen til sin egen fordel og tæmme dyrearter, som de holdt tæt på sig.

Jeg ved, at de opfandt samfund, der blev holdt sammen af ideer og historier om guder og orden og at snart var der få, der bestemte og mange, der blev bestemt over.

Jeg ved, at de byggede byer og fartøjer og rejste mellem byerne.

Jeg ved, at de kiggede op på himlen og undrede sig over, hvor de kom fra.

Jeg ved, at de tænkte over, hvad meningen var med det hele. Jeg ved, at de kiggede på hinanden og tænkte over, hvad hinanden gjorde og mente og følte.

Jeg ved, at de begyndte at tage ejerskab over ting og lavede systemer for at lave regnskaber over deres ejendele og at det blev til bogstaver og tal, der kunne fastholde deres tanker.

Jeg ved, at de blev bedre til at bygge verden og til at tale om verden og at de kunne ændre ting, der skete både i verden og inde i dem selv.

De lærte at kurere sygdomme. De lærte at skaffe føde til milliarder. De lærte at tale sammen på måder, så alle mennesker over hele kloden kunne høre det.

Jeg ved, at overalt, hvor menneskene har været, har de ødelagt den jord, de er kommet af.

Jeg ved, at ingen mennesker nogensinde har levet i det, vi i dag kalder i pagt med naturen.

Jeg ved, at der altid har været konflikt.

Jeg ved, at der altid har været konflikt inde i mig selv.

Jeg ved, at alt det jeg ved, og alt det jeg slås med, er inde i mig selv i en hjerne, der er lavet af fedt og proteiner og ladede elektroner.

Jeg ved, at alt det det jeg føler og tænker og kæmper med er i stoffer, der er de samme stoffer, som blev dannet, da universet ekspanderede for 13,8 milliarder år siden.

Jeg ved alt det. Men hvad skal jeg bruge det til?”